fredag den 9. oktober 2020

En gang var strikkeblogs populære...

For år siden, jeg ved faktisk ikke hvor mange, var strikkeblogs populære. Jeg kan huske at det næsten var en kamp at holde sig ajour med alle nye indlæg fra de blogs som heg fulgte. Det var før Facebook blev rigtig populært, eller ihvertfald før jeg selv opdagede Facebook. 

Forskellen på blogindlæg og Facebookopslag er blandt andet længden af den skrevne tekst. Opslag på Facebook er sjældent informative og reflekterende. Jeg er selv faldet i fælden og har postet et utal af praleopslag, som udelukkende havde til formål at fortælle hvor produktiv og dygtig jeg var. Måske nogle er blevet inspireret? Jeg må ikke underkende billeders magt, men der har ikke været nogen ledsagende tekst til at forklare hvorfor og hvordan jeg har gjort. 

Måske anvendes You tube i højere grad end blogs, især blandt unge? Mine blogindlæg fungerer som en form for dagbog og dokumentation for hvad der er aktuelt i min fritid. Dvs. hvad hjerne og hjerte er fyldt op af- og flyder over med, og jeg ved at jeg for det første er en forfærdelig onlineformidler. Desuden vil jeg ikke orke at skulle se "video"optagelser med mig selv, for at finde ud af hvad jeg strikkede for to år siden. 



Ingen kommentarer:

Send en kommentar